MOSEHUSET - Psykologisk Konsultation

DP-Logo
web_03

Psykoterapi

Et menneskeliv er fuldt af rare oplevelser, glade stunder - og også lykkelige øjeblikke. Men et helt almindeligt menneskeliv er også fuldt af ubehagelige overraskelser, sorger, vrede og angst for fremtiden.

Som regel kommer vi igennem de tunge tider ved egen kraft, og med hjælp fra vores nærmeste. Af og til er der imidlertid noget, der stiller sig i vejen, så vi ikke kan komme videre af os selv. Vi lykkes ikke med at generobre vores almindelige hverdag – og slet ikke glæden. Af og til kommer de svære følelser til at fylde så meget i os, at vi bliver syge af det.

Hvordan hjælper psykoterapi? Psykoterapi hjælper mennesker, så de med egne kræfter kan komme videre med deres liv. Midlet er en speciel form for samtale, hvor nogle særligt udviklede principper og metoder, kombineret med psykologens viden om den menneskelige psyke, gør dig klogere på dig selv. Og især klogere på, hvordan du finder dine egne kræfter igen.

Psykoterapi gør en forskel, hvis du for eksempel er stresset, trist, angst eller ”bare” har ondt i livet. Jeg er uddannet psykolog og har en bred erfaring med forskellige psykoterapeutiske metoder, med hovedvægt indenfor de systemiske og narrative metoder. Jeg lægger vægt på at tilpasse min terapi ud fra de værktøjer, jeg mener, er bedst for hver enkelt.

Hvor længe varer psykoterapi? Det er helt individuelt, hvor mange samtaler, man har brug for. Det afhænger både af, hvad det er, du tumler med, og af hvor meget det har ”bidt sig fast”. Det samme gælder for hvor lang tid, der skal gå imellem samtalerne. Føler du dig meget plaget, kan det være en hjælp med hyppige samtaler, men for det meste er et interval på 2-4 uger en god idé.